Virker ultralyd mod katte? Hvad forskningen faktisk viser

Ultralydsskræmmere sælges mod næsten alt – mus, myg, muldvarpe, katte. At en produktkategori er populær, betyder ikke, at den er undersøgt. Men netop for katte findes der faktisk offentliggjort forskning, og den giver et klarere svar, end man skulle tro. Her er, hvad studierne viser – inklusive det, der gik imod.

Hvorfor ultralyd?

Katten hører betydeligt mere end vi gør. I en klassisk måling fastslog forskerne Rickye og Henry Heffner kattens høreområde til 48 Hz–85 kHz – et af de bredeste blandt pattedyr. Et voksent menneske hører højst op til omkring 20 kHz, og grænsen falder med alderen.

Dér er hullet, teknologien udnytter. En lyd på 20–25 kHz er påtrængende for en kat og samtidig praktisk talt lydløs for mennesker. Kattens hørelse udviklede sig til at lokalisere gnavere i græsset – den er bygget til svage, højfrekvente lyde, og en kraftig lyd i det område bliver derfor ubehagelig.

Men at en kat hører en lyd, betyder ikke automatisk, at den forlader stedet. Det er præcis dét, studierne har forsøgt at afklare.

Studie 1: det, der ikke viste nogen effekt

Den første egentlige evaluering blev offentliggjort i The Veterinary Record i 2000. Mills, Bailey og Thurstans testede en kommerciel ultralydsenhed i en forsøgsarena med ti katte. Kattene blev sluppet ind cirka ni meter fra enheden, med foder placeret med en meters mellemrum ind mod den.

Resultatet var ikke det, producenten håbede på. Kattene reagerede tydeligt på lyden – øreryk steg markant (p < 0,001), og de udforskede omgivelserne mindre aktivt (p = 0,043). Men de gik ikke væk. Tværtimod tilbragte de mere tid inden for enhedens angivne rækkevidde, når den var tændt (p = 0,003).

Konklusionen blev, at enheden havde begrænset afskrækkende virkning. Kattene hørte lyden, brød sig ikke om den – og blev alligevel.

To ting er værd at bemærke. Studiet testede et bestemt produkt, ikke teknologien generelt. Og det brugte foder som lokkemiddel, hvilket er en stærk drivkraft. En sulten kat med mad foran sig er en hårdere prøve end en kat, der passerer et bed.

Studie 2: det blindede feltstudie

I 2006 offentliggjorde Nelson, Evans og Bradbury en betydeligt større undersøgelse i Applied Animal Behaviour Science. Den var tilrettelagt som en blindtest: haveejere fik tilfældigt enten en fungerende eller en slukket enhed uden at vide hvilken. Det udelukker, at resultatet drives af, at den, der har købt et apparat, gerne vil se, at det virker.

To forsøg blev gennemført:

• Forsøg 1, 63 haver over 18 uger: sandsynligheden for, at en kat kom ind i haven, faldt med omkring 32 procent (p = 0,023). Den tid, kattene tilbragte der, faldt med omkring 38 procent (p = 0,046).
• Forsøg 2, 96 haver over 33 uger: ingen sikker effekt på, om katten kom ind (p = 0,415), men tiden faldt med omkring 22 procent (p = 0,002).

Det mest interessante fund var ikke tallene, men retningen: effekten steg over tid i begge forsøg. Kattene vænnede sig altså ikke til lyden – de lærte at undgå stedet. Det er det modsatte af, hvad mange forventer af denne type produkter.

Forfatternes egen konklusion var afdæmpet: en mærkbar, men begrænset afskrækkende effekt, en delløsning snarere end fuld beskyttelse.

Studie 3: kameraovervågning i virkelige haver

Det seneste større studie kommer fra Perth i Australien. Crawford, Fontaine og Calver offentliggjorde i 2018 i Global Ecology and Conservation en undersøgelse af 18 haver, hvor vildtkameraer registrerede al katteaktivitet i tre tougersperioder: først med enheden slukket, derefter tændt, derefter slukket igen. I alt blev 78 individuelle katte identificeret.

Blandt de katte, der regelmæssigt vendte tilbage til en have, faldt antallet af besøg med 46 procent, når enheden var tændt, og den tid, de tilbragte i haven, med 78 procent.

Forfatterne beskrev metoden som en omkostningseffektiv og human måde at reducere uønskede kattebesøg på – men understregede, at besøgene ikke ophørte.

Hvad er konklusionen?

Tre studier, tre forskellige svar – men de modsiger ikke hinanden så meget, som det ser ud. Arenastudiet viste, at en kat med stærk motivation bliver trods lyden. Feltstudierne viste, at en kat, der kan vælge en anden vej, gerne gør det.

Det giver et rimeligt samlet billede: ultralyd reducerer kattebesøg mærkbart, men fjerner dem ikke, og effekten er størst for katte uden særlig grund til at være netop dér. Det er en delløsning – og sådan beskriver seriøse producenter den også.

Værd at tilføje: disse resultater gælder katte. Kattes hørelse, adfærd og motivation adskiller sig fra gnaveres og insekters, og forskningsbilledet for ultralyd mod andre arter ser anderledes ud. Konklusionerne kan ikke flyttes mellem dyregrupper.

Hvad påvirker resultatet i praksis?

• Frit udsyn. Ultralyd er retningsbestemt og standses effektivt af hække, hegn, møbler og mure. En enhed, der peger ind i en busk, beskytter busken.
• Afstand. Høje frekvenser dæmpes hurtigt i luft. Rækkeviddeangivelser gælder ved frit udsyn, ikke gennem vegetation.
• Kattens motivation. En kat, der skal passere for at komme hjem, er sværere at afskrække end en, der blot udforsker.
• Tid. Effekten bygges op. Feltstudierne viste tydeligst resultat efter flere uger, ikke den første dag.
• Kombinér. Ultralyd sammen med fysiske forhindringer og fjernede tiltrækninger – løs jord, madrester, åbne komposter – giver mere end nogen enkelt indsats.

Kilder

• Heffner, R.S. & Heffner, H.E. (1985). Hearing range of the domestic cat. Hearing Research.
• Mills, D.S., Bailey, S.L. & Thurstans, R.E. (2000). Evaluation of the welfare implications and efficacy of an ultrasonic 'deterrent' for cats. The Veterinary Record.
• Nelson, S.H., Evans, A.D. & Bradbury, R.B. (2006). The efficacy of an ultrasonic cat deterrent. Applied Animal Behaviour Science.
• Crawford, H.M., Fontaine, J.B. & Calver, M.C. (2018). Ultrasonic deterrents reduce nuisance cat (Felis catus) activity on suburban properties. Global Ecology and Conservation.